Le HYPE

Hvad kan du egentligt smage?

Eller måske rettere: Hvad kan du i hvertfald IKKE smage. Ganske ofte får jeg en ganske solid overraskelse når jeg læser udvalgte aviser og blades anmeldelser af både mad og vin. Man forventer en lækker tekst med observationer og kommentarer der knytter sig til den givne oplevelse. I stedet får man storladent pladder om ting alle ved anmelderne  hverken har tænkt eller smagt.

De værste er helt klart vinanmelderne, der efterhånden kan smage ting der er så langt ude, at man nærmest griner af det de skriver. JP og Gastro er her klart de værste. Læsere erindrer måske tidligere udfald mod netop disse to medier, baseret på andre ubehageligheder. Dette skal bare ses som endnu en til samlingen.

Uden at nævne navne på de formastelige smagere, kan man sagtens remse en liste op over ting ingen mennesker burde kunne smage, som netop har ingået i deres smagenotater. Jeg vil nedenfor komme med nogle eksempler.

-          Kattetis

-          Smeltet lavasten

-          Terpentin

-          Kolort

-          Benzin

-          Flint (måske er der nogen der har slikket på en enkelt flintesten derude).

Flint er her måske den eneste ting der kan gå an. Alle de andre ting er dybt syge. Det værste er vel egentlig tanken om, at de postulerer at de har smagt de her ting. Hvem har nogensinde smagt lort, benzin eller tis fra katte? Jeg spørger bare. Og kan man forestille sig, at det fra vinmagerens side, har været tilstræbt at fremmane disse forfærdelige smagsassociationer? Anmelderne ville nok sige, at det er fordi man ikke forstår vinens væsen. Dette tror jeg nu ikke helt passer. Problemet er igen snobberiet og forsøget på at hæve vinen op fra jordens overflade, for på den måde at gøre den nærmest guddommeligt.   Det er jo egentlig godt nok, at man har anmeldere der går så meget op i det de laver, og at de gerne vil vise alt hvad de kan. Men jeg spørger bare: burde der ikke være en grænse? En hårfin linje hvor journalisterne (for det er jo egentlig det de er), griber sig selv i nakken og siger: ”Måske jeg ikke skulle have drukket de sidste 4 glas vin – måske jeg burde prøve at holde en hvis standard, også selvom jeg er journalist”.

Om det sker, er ikke til at sige. Mit bud er nej. Det kommer aldrig til at ske. Så derfor vil jeg bruge den sidste linje eller to, på at anbefale Politiken. Den semirøde københavnerbastion hvor Tøger svinger med sin store hvide p.. og prædiker moraler og andet godt. Her får man korte og præcise anmeldelser der med tysk præcision skærer ind til benet. Det er næsten som at læse Decanter. Sweet sweet, siger jeg bare.

Undgå for alt i verden svulmende selvfede journalister. Alt hvad de har at byde ind med, er vrøvl og fuldemandssnak. LeHype anbefaler således – udover Politiken og os selv selvfølgelig – Smag og Behag og Berlingeren.

Bang bang!