Latinerkvarteret: Shopping

Latinerkvarteret i Århus er det tætteste man kommer på Soho eller Greenwich Village i Jylland – omkrendset af Guldsmedgade, Nørregade, Nørreport, Mejlgade og Store Torv finder man et overflødighedshorn af spændende butikker og hyggelige café’er. Over de næste par dage, vil vi her på LeHype lave en lille guide for turister og århusianere der endnu ikke har udforsket herlighederne i Århus’ ældste bydel, og vi starter med de glimrende shoppemuligheder.
Stort set samtlige tøjbiks’er der er værd at besøge i Århus, er at finde i Latinerkvarteret. Og der er rigeligt af dem! Samsøe Samsøe, Bruun’s Bazaar, Philosophy Blues Original og Diesel Store ligger alle i området, men det er langt fra de mest interessante butikker at besøge!
________________________________________________________________________

Works Unltd., Guldsmedgade 24
Works Unltd. åbnede tilbage i 2000 i en baggård i Guldsmedgade, og har siden da været igennem en noget turbulent tid. Først fik butikken vokseværk, og man flyttede til den nuværende placering i Guldsmedgade 24. Imidlertid medførte en brand i opgangen at man var nødt til at flytte til Rosenkrandsgade et par hundrede meter væk. Nu er den gamle forretning blevet restaureret, og Works er tilbage i Guldsmedgade .
Works fører en række nyere danske brands som Henrik Vibskov, Peter Jensen og Wood Wood samt en række udvalgte udenlandske designere, bl.a. de norske strik-specialister fra Arne & Carlos. Works har masser af super fedt kluns, men de udmærker sig særligt ved deres store udvalg af accesories og læder-varer bl.a. super cool tasker fra engelske Ally Cappelino og danske Piet Breinholm/The Last Bag.
Works Unltd. er helt klart et besøg værd, og efter min mening den biks i Århus der skiller sig mest ud fra mængden. Læs mere på Works’ egen hjemmeside her.
________________________________________________________________________
Pede & Stoffer, Guldsmedgade 26
Lige ved siden af Works Unltd. ligger en anden af Latinerkvarterets bedste butikker, Pede & Stoffer. De fleste forbinder nok Pede & Stoffer med København, og med rette. Og selvom den århusianske udgave ikke helt kan måle sig med sine køben-havnske pendenter, så er der stadig tale om en ganske glimrende butik, efter jyske standarder.
Mange af mærkerne finder man egentlig også flere andre steder i byen, bl.a. Acne, Whyred, Won Hundred og Knowledge Cotton Apparal, men Pede & Stoffers indkøbere forstår at skelne skidt fra kanel, og det er således primært de interessante elementer fra de nyeste kollektioner der er at finde på hylderne.
Ud over et ganske fornuftigt tøjudvalg, vinder Pede & Stoffer et plus i min bog på deres indretning. Der er sgu noget cool over, at tøjet ligger i hylder og skuffer i et gammelt chatol. Og når man alligevel skal ind og besøge Works, så kan man ligeså slå et lille smute forbi Pede & Stoffer.
Tag et kig på Pede & Stoffers hjemmeside her.
________________________________________________________________________
Junk de Luxe, Studsgade 2
Selvom navnet antyder, at vi har med en flagskibsforretning at gøre, er det ikke tilfældet. Og for det bedre, synes jeg, for Junk de Luxe-tøj er af umiskendelig ringe kvalitet, og vel efterhånden det eneste brand i butikken der ikke holder. Til gengæld er de leveringsdygtige med nogle af tidens fedeste brand i Comme des Garcons og House of Martin Margiela, ligesom mere SU-venlige mærker som Fifth Avenue Shoe Repair, Our Legacy og April 77 er at finde på butikshylderne. Godt nok er størstedelen af tøjet fra Junk de Luxe, men det faktum, at mange af de øvrige mærker der føres i biks’en ikke kan findes andre steder i byen, endsige provinsen i det hele taget, gør at Junk de Luxe er et besøg værdig.

________________________________________________________________________
Ei’kon, Store Torv 14 og Støy Munkholm, Store Torv 4
Det er lidt et tilsnigelse at påstå, at Ei’Kon og Støy Munkholm ligger i Latinerkvarteret, men deres stjerne hos den århusianske befolkning, samt det faktum, at de trods alt kun lige ligger på den “forkerte” side af blokken i forhold til Latinerkvarteret gør, at de alligevel lige får en anbefaling med på vejen.
Ei’Kon har tabt lidt af pusten i forhold til for fem år siden, men det er stadig en fed butik, og måske byens mest gennemførte livsstilsbutik for de 18-25-årige. Og selvom det ikke er de vildelste mærker de fører dernede (bl.a. Dr. Denim, Cheap Monday og Suit), er deres udsalg altid værd at holde øje med, da der ofte kan gøres fuldstændigt vanvittige besparelser!
Støy Munkholm har over de seneste år overtaget førertrøjen blandt lokalbefolkningen som den fedeste tøjbiks i miles omkreds. Og selvom der går lidt for meget Acne i den dernede for min smag, så har de nogle fede ting, som ikke findes andetsteds i byen, som f.eks. både Brook’s Brothers og Gitman Brothers skjorter. I det hele taget har de bare en masse derinde, og jeg tror de færreste vil blive skuffet over udvalget…




[...] meget mere end det! I tredje og sidste del af vores guide til Latinerkvarteret (læs også ‘shopping‘ og ‘café-liv‘), tager vi jer med rundt til en række af de andre [...]
[...] mere om, hvordan du kan snige dig med dér på Eventuelt.org. Og hvis man skøjter lidt rundt i Latinerkvarteret falder man helt sikkert over mange flere herligheder – for som Johnny Hefty siger: Århus! [...]