Anmeldelse: Grappa Piccolo

Italiensk mad i Århus er lysår væk fra niveauerne i bla. København og Berlin. Dette afholder dog ikke de få udemærkede italienske steder, i at tilbyde udemærkede retter til rimelige Åpriser. Grappa Piccolo er et af de steder.
Som en indledende note, vil jeg blot fortælle at restaurantanmeldelserne på LeHype opererer efter samme system som alle de andre steder. Vi bruger bare dollartegn, i stedet for stjerner, hjerter og andet gejl. 6 dollartegn kan gives som maksimum, hvor 6 dollartegn kun gives til absolutte toprestauranter. Der bliver således taget hensyn til prisen til og med 5 dollartegn.
I sidste uge ville jeg ud og spise. Min partner og jeg, besluttede os for at prøve den relativt nye restaurant på ”Åen” Grappa Piccolo. Et alternativ til den kæmpestore søsterrestaurant Grappa som, et stenkast derfra, tilbyder udmærket italiensk mad og hektisk grænsende til kaotisk stemning. Piccolo tilbyder en mindre restaurant med bedre plads omkring bordene og samme køkkenstil.
Vi blev modtaget i døren af en flink og rar tjener, der anviste os til det måske dårligste bord af de ledige. Sådan er det ofte at være ung restaurantgænger. Det kan godt virke lidt mærkeligt, at restauranter altid går ud fra, at vi ikke er lige så vigtige som de ældre generationer. Men man kan jo altid bede om et andet bord. Det gjorde vi så og fik et fint bord, med lidt mere ro en det første. Vi blev bænket, med det samme udmærkede brød som på Grappa. Lavet på pizzadejen ja, men det fungerer fint og brødet er altid friskbagt. Tjeneren gav os menu og vinkort og var ganske udmærket til at give råd og derefter lidt tid, til at vælge hvad vi ville have.
Vi valgte at dele en mindre forret bestående af en crostini, med stærk salami og en klassisk kikærtepure nedenunder. Fin lille starter og det var intet problem at vi delte.
Derefter bestilte min ledsager ravioli med ricotta og jomfruhummer. Dette dækkede over 5 fine raviolier med fint ricottafyld. Let overstegte jomfruhummerhaler og en fin bisque, formodentligt kogt på skallerne fra halerne. Min egen hovedret var pizza. Ikke så opfindsomt nej, men jeg blev fristet af et nummer med parmesan, trøffelolie og oksemørbrad. Når man hører dette tænker man jo straks på affaldsmørbraden, fra de normale pizzeriaer. Men her var det anderledes. Oksemørbraden var her lagt rå på den færdige pizza, hvilket fungerede rigtigt godt. Parmesanen, var smeltet helt og fungerede ikke helt godt med både almindelig ost og trøffelolie. Men en god pizza var det. Til drak jeg et glas, af Piemonte producenten La Spinettas, fremragende Barbera til 107 kr. Et glas der kunne tage trøflen og rev godt i næsen.
Efter dette var der ikke rum til mere. Vores venlige tjenere prøvede ikke at prakke os dessert på, hvilket man godt kunne forstå, set i lyset af de mange ventende gæster udenfor. Vi gik derfra med en regning på 500 kr., iberegnet drikkepenge.
Grappa piccolo er et udmærket sted hvis man har lyst til simpel italiensk mad. De fleste steder på åen, stjæler nærmest dine penge for ekstremt dårlige produkter. Dog skiller nogle få sig ud, deriblandt Grappa Piccolo. Som en anke kunne man dog godt ønske sig, at der blev set lidt mere mod de klassiske Italienske retter. Her kunne man se på de italienske spin-offs fra Era Ora i København, eller kigge til Berlin efter den billige klasserestaurant Bocca de Bacco på Friedrichstrasse.
Dette skal dog ikke holde os fra at give 4 dollartegn, med en lille pil ned, for et fint måltid ukompliceret mad. Der efterlyses udfordringer, men igen er det nok smart ikke at ændre konceptet, set i lyset af det segment den ende af åen tiltrækker.
Pizza til folket!
$ $ $ $ ↓

[...] Som kort indledning, vil jeg henvise til den tidligere anmeldelse af Grappa Piccolo. Her fremgår det hvilke kriterier restauranterne bliver bedømt efter (se her). [...]
[...] Min kæreste og jeg besluttede os for et stykke tid siden for at vi skulle ud og spise et lille måltid. Valget faldt på den relativt nye Restaurant Et (eller &) som ligger ved siden af helvedesrestauranten Italia på Åboulevarden… Som indledende bemærkning, vil jeg blot sige, at man kan læse om bedømmelseskriterierne i anmeldelsen af Grappa Piccolo (HER). [...]