Vin i lørdags, i dag… og i morgen

Kommentarer, meninger og bedømmelser af smagte vine, til hverdag og til fest.
I lørdags holdt en gruppe venner og jeg selv en uformel vinsmagning, med fokus på de røde vine. Smagningen var domineret af europæiske vine med Bordeaux og Rhone som frontløberne. Hovednumrene var uden sammenligning J. L Chaves Hermitage Farconnet (fra hans selection portefølje), samt Chateau Lascombes fra 2004. Derudover indeholdt smagningen blandt andet to af denne uges bedste tilbud. Jeg vil i dette indlæg kort beskrive vinene med anbefalinger og score. Vi bruger på LeHype ikke den forjættede 100 points skala fra Parker, men ”nøjes” med 20 pointsskalaen, fra Frankrig, som bruges af Decanter i England. Vi giver op til 20 point på en absolut skala, hvor der ikke bliver taget hensyn til prisen. Udover dette giver vi også op til 5 stjerner som, for at gøre det mere overskueligt, tager hensyn til prisen. Hvis man er i tvivl om pointenes betydning, kan man på LeHype læse mere herom i ”Logikken bag pointene”.
Er man i tvivl om druernes karakter, årgange og andet kan man tjekke det ud på disse tre links (Decanter alle vinmænds moder).
http://www.decanter.com/learning/
http://www.decanter.com/learning/grapes.php
http://www.decanter.com/vintageguides/
Farconnet Hermitage 2006 (Syrah)
Jysk Vin, pris 315 kr.
Lidt for tidligt at den blev hevet op. Kræver meget ilt. Hvis i ejer en karaffel, er det ikke en elendig ide at dekantere den. Ilten gør den tilgængelig. Flot klassisk Hermitage der ikke lader sine dyrere kammerater meget tilbage. Dyb flot duft og smag af mørke bær(Kirsebær) og peber. Klassiske tanniner der giver et godt bid. Dette bid vil, sammen med alkoholpræget, aftage med tid og iltning. Flot vin og en klar anbefaling til aftner hvor det skal være noget helt særligt. En flot investering til fremtidens middage. Server ved 16 – 18 grader. Hvis den har stået ude, så sæt den lidt i køleskabet, da stuetemperatur i dagens Danmark er dræbende for enhver fornuftig vinindtagelse.
5 Stjerner (18 point)
Chateau Lascombes 2004 (Merlot, Cabernet Sauvignon og Petit Verdot)
The Wine company til 375 kr. eller Vinex til 349 kr.
93 point hos Robert Parker forpligter(måske). Vinen skuffer da heller ikke. Flot farve uden tegn på alder i kanten. Igen er den hevet op for tidligt. Dekanter den om muligt, ellers i glasset med den og godt med luft. Det er en smagssag om man kan lide unge vine fra Bordeaux. Flot glat vin, med mørke lidt vaniljeprægede bær som viser at merlotdruen dominerer. Meget tydelig duft af stærk kaffe. Dette kommer fra de nye fade slottet anvender. Lascombes skilte vandene ved smagningen. Der var enighed om at det er en flot vin, men man skal være klar over hvad Bordeaux tilbyder, ellers kan man godt blive skuffet. Vinen vil udvikle sig yderligere og vil nok kravle op på 18 points efter et par år mere i flasken. Server ved 16-18 grader.
4 stjerner (17, 5 points)
Chateau Pesquié Les Terrasses Rouge Ventoux 2007 (Syrah, Grenache)
Philipson Wine til 49,95 kr. pr. flaske v. 12 flasker (Tilbud).
Flot vin til prisen. Fin Rhone karakter. Sødme og middel tannin. Er som de andre vine lidt ung i det. Men det er ikke altid nemt at finde vine der har nok alder. Grenachen bryder den kraftige karakter fra den meget tykskallede Syrahdrue. Fin og mørk i glasset. Lukket i næsen og har godt af ilt og eventuelt dekantering.
Philipson Wine taler svulmende om den og Robert Parker kvitterer med 91 point. Men lad jer ikke snyde. Det er en udmærket vin og specielt til prisen, men Robert Parker opererer efter en absolut skala, så det virker absurd at denne vin kan få 91 point. Smag og behag er forskellig, men det her er til grin. Tøv dog ikke med at købe vinen. Et superkøb. Hvis 12 flasker virker skræmmende, så køb den sammen med et par venner og nyd at slippe for at gå igennem byen med klirrende poser. Server ved 16 grader.
4 stjerner (14 point)
Chianti Castiglioni 2007, Marchesi de Frescobaldi DOCG (Sangiovese, Merlot)
H.J Hansen vin til 64,95 kr. (Tilbud).
En af mine favoritvine når efteråret kommer. Fin syre og bløde velintegrerede tanniner. Vinen har en mørk og fin farve og dufter af søde røde bær og man kan godt smage at det ikke er ren Sangiovese. Vinen vil vinde ved lidt luft, men behøver ikke umiddelbart dekantering. Put den blot i glasset, giv den lidt tid og slyng den lidt. Denne vin går an både til hverdag og weekend. H. J Hansen anbefaler den til nærmest alt mad der kan krybe og gå. Vær dog fornuftig og tag de mere sikre valg som middelfede kødretter og andet guf. Server ved 16 grader. NB H. J Hansen har i det hele taget et godt udvalg og er sammen med Bichel min klare favorit i Århus, hvad angår udvalg.
4 Stjerner (15 Point)


